Måneskin
En unik oplevelse på Kulturnatten, hvor Gråbrødretorvs Dagslyspavillon forvandledes til en Måneskinspavillon med en enkel lysinstallation.
Projektnavn: Måneskin
Sted: Gråbrødretorv
Segment: Byrum og kunst
Opgavetype: Lysinstallation
Event: Kulturnatten 2023
Arkitekt: Claus Pryds Arkitekter
Produkter: BEGA floodlights
Månelyset skinnede melankolsk i Poetisk Dagslys-pavillonen til Kulturnatten 2023.
Månens lys kan opleves både gådefuldt, ildevarslende, uhyggeligt og beroligende. Følelser, som tydeligt fornemmes i de atmosfærer, som blev skabt af lysinstallationen i pavillonens tre rum.
Oplevelsen iscenesættes af tre nøjagtigt placerede floodlights, der er monteret på teleskopstænger. Hver især oplyser de pavillonens tre rum, så der skabes en oplevelse af fuldmånens lys på en stjerneklar nat.
Atmosfærerne er smukt indfanget af fotograf Laura Stamer.
Månen opleves fra Jorden som en omskiftelig størrelse, hvis farve, form og lysintensitet varierer fra nymåne til fuldmåne, mellem årstider og med dens placering på himlen. Månen låner sit lys fra Solen og reflekterer det ned til os på Jorden med en meget lav intensitet på under 1 lux.
Menneskets øje oplever månelyset blåt på grund af den lave lysintensitet, men i realiteten er månens lystemperatur faktisk varmere end solens. (Månens lys er cirka 4.100K – direkte sollys er op til 6.500K)
Månens omskiftelighed og blå lys har noget gådefuldt over sig og bruges ofte i kunst og folklore som et ildevarslende tegn.
Vores opfattelse af og fortælling om Månen og dens lys er altså skabt ud fra vores egen perception og oplevelsesevne. Med månelys-installationen i Dagslyspavillonen ønsker vi at skabe en markant anderledes oplevelse og atmosfære i de tre rum ved at simulere Månens reelle lys.
'Månelysinstallation' er skabt i samarbejde mellem Det Kongelige Akademi, arkitekt Claus Pryds og Ampell med belysningsarmaturer fra BEGA.