Belysningen er bevidst underspillet og lader arkitekturen være i centrum. Den understøtter funktioner, markerer overgange og fremhæver rummenes karakter – uden at støje.
I køkken og spisestue balancerer løsningen mellem funktion og stemning. Smaltstrålende spots over køkkenbordet skaber et fokuseret arbejdslys, mens øvrige armaturer fremhæver materialer og inventar uden at tiltrække sig opmærksomhed. Ved spisepladsen er der gjort plads til pendler – anbefalet ud fra kontekst og ønsket om et varmt samlingspunkt.
Stuerne er oplyst med dekorative armaturer, og installationen giver beboeren mulighed for selv at sammensætte en fleksibel belysning med bord- og gulvlamper, afhængigt af stemning og brug.